Main menu
SYD AFRIKA 5. til 15 DECEMBER 2006
Tirsdag den 5. december stod 4 vinter blege, men meget forventningsfulde danskere i Billund lufthavn. Vi mødtes med Arne i lufthavnen, ham havde vi fået overtalt til at tage med på turen. Vi skulle til Syd Africa, nærmere betegnet AMAKULU SAFARI Lodge, der er beliggende ca. 25 km udenfor diamantbyen Kimberly.
Amakulu Safari ejes og drives af PH John Ekkenberg, der sammen med sin syd afrikanske kone Hettie, købte farmen (Kudu Lodge) i februar 2006. Lodgen er i løbet af sommeren 2006 blevet renoveret og istandsat, der er bygget en swimmingpool og nye gæstehuse. Det hele stod færdigt til at modtage de første gæster den 1. oktober i år.
Vi havde i maj februar kontaktet John, for at få arrangeret en kombineret jagt-
Vi driver til daglig dyrepension og kæledyrskrematorium og har kun mulighed for at rejse sidst i november eller først i december. Det er i den varme tid af året i Syd Afrika, men det måtte vi jo tage med. Varmen viste sig dog ikke at være noget problem.
Vi skulle flyve fra Billund til Frankfurt og derfra videre til Johannesburg og så endelig sidste tur til Kimberly. Casper 10 år og Camilla 13 år havde aldrig været ude og flyve før, så de havde ekstra sommerfugle i maven. Billund – Frankfurt gik uden problemer og i Frankfurt var der kun en kort ventetid. Vi gik nu ombord i en af Lufthansas store Jumbo jets og fik gjort klar til den lange tur, ca. 10 timer. Vi sov meget af turen, så vi var nogenlunde udhvilede ved ankomsten i Johannesburg. Bagagen kom hurtigt og nu manglede vi kun riflen samt at få lavet en våbentilladelse. Dette er et værk på ca. 12 sider, hvor man skal indsætte nogle få personlige data, umiddelbart så det ikke ud til at være noget særligt. Men det skulle dog vise sig at blive et langvarigt projekt. Vi fik udfyldt papirerne, men desværre så det ud til at betjenten der skulle taste alle data ind i en computer, aldrig havde set et tastatur før, han skulle lede efter hvert eneste bogstav. Det tog ham det meste af en time før han var færdig. Nu skulle våbentilladelsen bare printes ud. Men så gik det galt igen, printeren virkede ikke. Nu var der gået 2 timer og flyveren til Kimberly skulle afgå.
Vi forklarede politiet, at nu hastede det altså, og på ca. 2 minutter fik en anden betjent, manuelt udfyldt papirerne og vi kunne komme videre. Med bagage og børn løb vi alt hvad vi kunne fra den ene terminal til den anden. Godt vi havde Arne med, han havde prøvet turen før og kendte vejen, men det var for sent, flyet til Kimberly var afgået.
Vi beklagede nu vor nød ved billet lugen, og for 319 Rand pr. person fik vi lov at up-
Endelig er vi fremme. Ved indgangen til lodgen står et meget flot skilt med ”Velkommen til Casper, Camilla Camilla, Annette, Michael og Arne” Lodgens personale er klar til at byde os alle velkommen. Lodgen består af Lappaen lapaen som er stedets samlings-
Midt i lodgen ligger swimmingpoolen og rundt om den, de 4 gæstehuse. Gæstehusene er store smukt møblerede værelser med air condition, loftvifte og stort flot badeværelse. Hvert værelse har desuden en overdækket terrasse med udsigt til swimmingpoolen.
Maden og servicen på dette smukke sted kan der skrives tykke bøger om, det er bare helt i top. Intet 5 stjernet hotel kan hamle op med dette.
Torsdag morgen starter med game drive kl. 05.30 (vi får hurtigt lært, at i Syd Africa starter der dagen meget tidligt). Vi kører rundt på de ca. 12 km2 der hører til farmen. Allerede den første morgen ser vi oryx, kudu, zabelantilope, springbukke, zebra, giraffer, sortørn, leopardskildpadde, black wilderbeest, heartebeest og mange flere. Ved syv tiden holder vi rast og får en kop kaffe og lidt vand. Ved ni tiden er vi tilbage på lodgen og får her serveret et meget lækkert morgen måltid.
Efter morgenmaden kører vi på skydebanen. Heller ikke her er noget overladt til tilfældighederne og vi får riflen checket på en meget flot og funktionel indskydningsplads.
Tilbage på lodgen taler vi lidt om jagten. Vi har ikke bestemt noget hjemmefra, men om muligt, vil vi gerne hver skyde en oryx og et vortesvin, men ellers ser vi hvad der kommer for. Allerede her får vi at vide at vortesvin bliver svært, det er ikke den rette årstid. Vi har heller ingen planer om den store trofæ jagt. Det er selve jagten vi gerne vil opleve.
Et tordenvejr trækker gennem området. Dette gør at temperaturen falder så meget at vi kan starte jagten allerede kl. 16.00. Vi kører til nabofarmen der drives af Liam, et område på ca. 22 km2. Liam er helt nyuddannet PH så han overlader det til John at føre os ud i terrænet. Med os på jagten er også Sam, Casper, Camilla og John´s far Arne. Sam er tracker, afrikaner og udstyrret med en helt fantastisk sans for humor og han er med til at gøre jagtturene endnu mere spændende. Vi starter med at gå over det nærmeste lille bjerg, men vi er ikke nået langt før vi fornemmer at vinden har vendt og vi må lægge nye planer.
Der er meget langt at gå, så Liam der kører bilen, henter børnene da vi når den anden side af bjerget. Vi andre har set nogle oryx ude i det fjerne og begynder nu turen mod dem. På grund af vinden er vi nød til at gå i en stor bue uden om dem. På vejen frem mod oryxen, møder vi blue wilderbeest, og vi sætter pürschen ind på dem. Det betyder at Arne og Michael bliver ladt tilbage og kun John og jeg fortsætter frem ad. Vi når aldrig at få chance til skud inden savannens klovne springer i alle retninger. I det samme kommer en flok oryx ind fra siden, en fin afskydningstyr træder frem. Michael og Arne har i mellemtiden sneget sig tættere på, og kan se hele jagten. Jeg har godt hold på oryxen og lader kuglen gå. Den er ramt, ingen tvivl om det, men tyren forsvinder sammen med flokken.
Vi går forsigtig frem til det sted hvor oryxen stod, her er der tydelig schweiss. Vi følger schweissen, riflen er klar til skud, oryx er kendt for at gå til angreb når de er såret. Vi leder lidt, men snart ser John at oryxen ligger forendt lidt fremme. Den er ramt i lungeregionen, det var et godt skud. Vi får fat på bilen og oryxen bliver gjort klar til fotografering. Igen, intet er overladt til tilfældighederne. Dyret bliver lagt smukt til rette, og der tages hensyn til lyset. Desuden bliver græsset omkring dyret slået af så det ikke generer fotografen.
Oryxen læsses på bilen. En afrikansk familie der bor på farmen har fået lovning på kallun og andre indvolde, så vi kører hen til dem for at brække dyret der.
Næste morgen ved solopgang er vi klar til afgang. Vi kører igen til Liam´s farm. Her beslutter vi at gå i modsat retning af i går. Børnene bliver denne gang på bilen. Det er de ikke kede af, da Liam kører dem rundt på området mens vi jager. I den tid ser de rigtig mange dyr. Da vi kommer over den første bakkekam møder vi en impala med en lille kalv. De flytter snart, sig så vi kan komme videre. Lidt senere spotter John en ensom blue wilderbeest (også kaldet ”fattig mands bøffel”). John og Michael beslutter et gå efter den, så Arne, Sam og jeg bliver sat af pürschen. Vi kan dog følge de to, da de forsigtig kommer ind på fint skudhold af dyret.
Da skydestokken er gjort klar, lægger tyren sig. Det varer dog ikke længe før han rejser sig igen. Michael har fået lov at skyde når han er klar. John når at fortælle ham, at sidst han jagede blue wilderbeest med en gæst, måtte den have 7 skud inden den lagde sig, ikke noget der hjælper på Michaels nerver lige nu. Endelig vender den siden til, og Michael lader kuglen gå. Det er et godt skud, tyren falder død om lige på stedet.
Efter at Michaels første nedlagte africanske dyr er læsset på bilen, fortsætter vi jagten, der står stadig oryx på ønskesedlen. Vi ser rigtig mange oryx og pürscher længe efter dem, men det lykkes ikke at få en god chance til nogen af dyrene. Det er nu et stykke op ad formiddagen og det er ved at være meget varmt, vi beslutter derfor at vende næsen hjemad.
Om eftermiddagen kører vi en tur ind til Kimberly, vi ser ”The big hole” en af de diamantminer som byen Kimberly er bygget op omkring. Området omkring ”The big Hole” er netop blevet istandsat og fungerer nu som et stort museum. Vi er også udenfor byen, ved en stor sø, for at se flamingoer. I et gadekryds køber vi nogle store hatte af en gadesælger, disse hatte bliver vi meget glade for på resten af turen.
Lørdag morgen kl. 03.00 er vi igen klar til afgang. Denne gang går turen til Douglas, et område ca. 150 km fra Kimberly. Der er ikke megen trafik på den tid af døgnet, så vi kommer hurtigt af sted. Lige inden Douglas opdager vi at bushen brænder, ilden har så godt fat at vi ikke selv kan bekæmpe den, så vi må køre videre.
Vi ankommer til farmen i Douglas. Dette område er lidt anderledes end i Kimberly, mange af træerne har tabt bladene og græsset er tørt. Vi har ingen planer for jagten, men ser hvad der kommer for. Først møder vi nogle springbukke. Michael og Sam bliver sat af og John og jeg prøver at komme på skudhold af dem. Vi pürscher meget langt, men det vil ikke rigtig lykkes, springbukkende forsvinder for os. Vi har gået langt og kalder Sam og bilen. Vi ser nu en flok oryx og nu gælder det om at få Michael frem, da han stadig har en oryx på ønskesedlen. Vi sidder i en udtørret flodseng og venter, og endelig dukker Michael og Sam op. Arne er nu stødt til dem. Michael og John bevæger sig forsigtig i retning af flokken af oryx, vi andre bliver tilbage og afventer hvad der videre sker. Det bliver også en lang pürsch hele vejen rundt om et lille bjerg, men flokken aner uråd og forsvinder. Michael og John beslutter sig få at gå tilbage til vi andre, men på vejen møder de igen flokken med oryx. John får skydestokken sat op, riflen ligges i, Michael tager sigte, men skyder forbi. Vi der sidder i flodsengen kan se det meste af det der foregår, og oryxene forsvinder i alle retninger. Vi ser godt efter om der er tegn på en anskydning, men John er helt sikker på han så kuglen slå i jorden foran dyret.
Vi vil nu tilbage til bilen, men på vejen får Sam øje på fod af en lille flok oryx. Vi starter jagten igen. Pludselig kommer der en flok springbukke ind fra siden, der er en god buk imellem. Men da den endelig står stille er der ca. 170 m ud til den og der er en busk i vejen. I det samme kommer oryxen frem igen. Michael gør klar til skud, men han er ikke sikker på at han har forstået John rigtigt med hensyn til hvilket dyr han skal skyde til og undlader derfor at afgive skud.
Vi beslutter endnu en gang at gå tilbage til bilen, men pludselig ser vi 4 impala bukke et stykke væk. Riflen skifter hænder, da jeg gerne vil skyde en impala. Michael og Sam bliver efterladt og John og jeg sniger os forsigtigt frem mod impalaerne. Det lykkes impalaerne har ikke mærket os og John får skydestokken sat op, der er ca. 150 m ud til dyrene, men de står med front mod os. Endelig vender de siden til, jeg trykker af, men der lyder kun et klik. Lidt panik, en kugle sættes i kammeret, jeg tager sigte igen og lader kuglen gå. Den rammer hvor den skal, men impalaen løber alligevel et kort stykke, men forender så i flodsengen med hornene viklet ind i et træ.
Jeg burde have checket at riflen var klar til skud, men heldigvis holdt impalaerne til det lille fejltrin.
Umiddelbart ser impalaen ikke særlig stor ud, men ved nærmere eftersyn mener John at den nok er til en bronzemedalje. Det bliver spændende at få den hjem og målt op.
Det er nu så varmt at vi ikke kan jage mere. Vi spiser morgenmad i bushen og kører derefter hjem til Kimberly, hvor vi er en tur i poolen og en får lille siesta inden eftermiddagens jagt starter.
Denne eftermiddag skal vi jage hjemme på Johns farm og der skal jages oryx. Vi kører langt ud til et stort åbent område. Michael, John, Sam og Arne står af bilen og vi andre kører bort for at lade dem få ro til jagten.
Der er ca. 1,5 km at gå inden de får kontakt med dyrene og den egentlig pürsch går i gang. Det er en stor flok på ca. 40 dyr og de står nu ca. 150 m borte. Men så begynder flokken at bevæge sig i retning af jægerne, og der er nu kun ca. 50 m til de dyr der står tættest på. John udpeger den tyr der må skydes til, men den er ikke helt fri af de andre dyr. Da den endelig er fri, går den bag en busk. Michael holder øje med den i sigtet hele tiden. Nu kommer en anden tyr frem ca. 120 m borte. John siger skyd og Michael drejer riflen, tager sigte og lader kuglen gå. Tyren falder og alle de andre dyr forsvinder i en stor støvsky. John råber repeter og skyd, men Michael kan ikke se noget for støv. Tyren får sig nu kæmpet på benene igen og stikker af sammen med flokken. Vi får hurtig fat i bilen og sætter efter flokken. Vi bruger resten af aftenen på at jage den anskudte oryx. John skyder til den et par gange på lang afstand, men rammer ikke. Mørket kommer hurtigt og vi må opgive for i dag.
Middag lørdag aften er ikke så hyggelig som de andre aftener, alle tænker på den anskudte oryx. Vi aftaler at være klar til afgang ved det første lys søndag morgen. Vi starter kl. 04.30, vi kører til det sted hvor vi sidst så flokken. Her bliver Michael og Carsten sat af. De skal op og sidde på et lille bjerg. Her vil Michael have en god mulighed for at afgive skud hvis dyret skulle komme forbi. Vi andre i bilen kører rundt og leder efter dyrene. Først efter 1,5 times søgen ser vi endelig flokken. John og Sam bliver sat af ca. 2 km fra dem, bilen kører langt bag om flokken og forsøger nu at presse den ned mod jægerne. John ser den anskudte tyr og forsøger at få sat et skud i den, men det lykkes ikke. Bilen presser dem igen. Nu lykkes det John at få sat en kugle i den, godt klaret da han var ca. 450 m fra tyren. Alle er nu meget lettede og beundrer den flotte tyr. Michaels kugle sidder højt oppe ved ryggen et tapskud.
Men John, Arne og Sam får snart et nyt lille problem de lige skal klare. Johns to giraffer er kommet op og toppes med naboens store giraf, så de må have dem fra hinanden. Det lykkedes og oryx tyren bliver langt an til fotografering. Det er en meget stor tyr. John er uden at have målebåndet af lommen, sikker på at det er en guldmedalje.
Hjemme i slagtehuset findes målebåndet frem, tyren måler 105 cm på hvert horn og hver base måler 22 cm. Det bliver rigtig spændende at få dette trofæ hjem til opmåling. På turen rundt i terrænet under eftersøgningen, var de der sad på bilen heldige at se en stor flok bøfler, et meget smukt syn.
Morgenmaden søndag morgen kan nu indtages med stort velbehag, tyren er fundet. Vi fik en kort middagslur og så var der afgang til flodsejllads.
Med på flodturen var foruden os fire også Arne, Carsten samt Hetties to store drenge. Flodturen er hyggelig afslapning, lige hvad vi trænger til efter morgenens hektiske jagt på oryxen. Der bades fra båden, og vi slutter dagen af med en god middag på den restaurant der er ved flodbredden.
Mandag er sidste jagt dag. Vi starter vanen tro tidligt om morgenen hos Liam. Igen, vi ikke lagt planer for hvad vi skal jage, vi ser hvad der sker. Børnene bliver i bilen, og endnu en gang er Liam utrolig sød og bruger tid på at køre rundt med dem, så de ser igen rigtig mange dyr. Vi andre begiver os ud i bushen, vi går et stykke
tid og nu ser John nogle black wilderbeest langt ude. Vi beslutter os for at prøve at jage dem. Det går fint det første stykke tid, men så bliver det svært for os at finde dækning. Nu kommer vi kun fremad ved at kravle på knæ og hænder. Det er svært, der er mange tjørne og græsset stikker. Da der er ca. 300 m. til dyrene, er der næsten ingen dækning, kun knæhøjt græs. Michael og Sam bliver efterladt bag en busk. John og jeg må helt ned på maven og nu går det forsigtigt fremad, det er kun vores hatte som ses, når vi maver os gennem græsset. Jeg har godt nok lange bukser på, men kun en kortærmet bluse. Det varer ikke længe inden skinnet på underarmene er slidt op, men det gør ikke så meget. Tyren har ikke opdaget os endnu, og kan vi klare ca. 50 m mere, er der et lille træ vi kan gemme os bag ved, og stammen kan bruges som anlæg for riflen. Vi når træet og kommer forsigtig op at sidde. Tyren har nu lagt sig ned. Men snart er han oppe igen, han har fornemmet at der sker noget. Han står for sig selv lidt væk fra de andre dyr i flokken. Han vender nu front i mod os og kommer langsomt nærmere. Han sparker forbenene ned i jorden og slår med hovedet, han er på vagt, men også nysgerrig. Der går ca. 15 min, hvor han konstant holder øje med det træ vi sidder ved, sparker i jorden og går lidt rundt. På intet tidspunkt står han så jeg kan komme til at skyde.
Michael og Sam sidder et stykke bag John og jeg og følger det hele. Endelig vender han siden til og jeg lader kuglen gå. Han tegner for skuddet, men begynder at løbe, det varer dog kun kort så er han nede, det var et godt skud. Da John løber hurtigere end jeg gør, så da han kommer hen til ham, giver han fangst skud. Det var en helt ufattelig spænde jagt og nej hvor var vi heldige at det lykkedes. Tyren viste sig at være et meget flot trofæ, muligvis en guldmedalje, så det bliver godt at få ham hjem og få ham opmålt.
Nu er jagten slut for mit vedkommende og riflen overlades til Michael. Han vil gerne skyde en red heartebeest. Så snart min black wilderbeest er fotograferet og lagt på bilen, fortsætter vi derfor jagten.
Det varer ikke længe inden Sam ser heartebeest langt fremme, Michael og John sætter jagten ind.
De pürscher længe, meget længe, men dyrene forsvinder for dem flere gange. Igen bliver det for varmt og vi kører hjem til lodgen. Men vi har stadig eftermiddagen til at jage i og efter frokost og en lille lur, er vi klar igen. Denne gang skal vi til et andet område ca. 0,5 times kørsel fra lodgen. Michael vil satse på heartebeest.
På vej ind i området, ser vi næsehorn, løver og sabelantilober samt mange andre dyr. John er ikke så kendt på denne farm, så vi får en lokalmand med os. Han viser vej, men vi har vore tvivl, om han ved hvad han har med at gøre. Det varer dog ikke længe inden vi får kontakt med en flok heartebeests. Sam og jeg bliver efterladt bag en busk og John, Michael og trackeren går frem, de når ikke langt, så opdager de at der står blue wilderbeest mellem dem og flokken med heartebeests. De må nu vente til wilderbeest endelig forsvinder.
Men flokken med heartebeest har nu også haft tid til at flytte sig. De tre følger forsigtigt efter, og efter ca. 2 timers pürsch, får Michael endelig en chance for at skyde.
Tyren går ret ned, men med oryxen i tankerne, tager Michael ingen chancer. Så da tyren begynder at slå lidt med hovedet, løber han alt hvad han kan ned mod dyret og sætter endnu en kugle i den. John og trackeren stod tilbage og fattede ikke rigtig hvad der skete, selv Carl Lewis kunne ikke løbe så hurtigt ned af en stenet bjergside med en riffel i hånden.
Vore jagt dage i Africa er slut for denne gang, vi fik hver tre super spændende jagter som vi sent vil glemme. I det Sam og trackeren læsser heartebeesten på bilen går solen ned. Et meget smukt syn. Tyren køres nu til farmens slagtehus. Her fjernes skin og hoved, kroppen køres ud til løverne. Den hegning de går i, er ikke stor nok til at de selv kan jage, så de fodres. Om de har fornemmet at der er mad i sigte er svært at sige, men de brøler hele tiden mens Sam skinner tyren.
Hjemme på Amakulu Safari har personalet lavet mad og vi får en helt speciel opvartning de sidste aften. De har lavet et meget lækkert måltid mad til os og det serveres mens de alle synger nogle afrikanske sange. Det er lidt trist at skulle rejse fra farmen, men i morgen tidlig venter nye eventyr, da vi skal til Pilanesberg National Park.
Næste morgen kl. 05.00 står alle klar til at vinke farvel, Sam og Siam er dog ikke med på billedet, de er ude og hjælpe med at reparere en af vandpumperne.
Turen fra Kimberly til Pilanesberg tager ca. 7 timer. Inden vi kører fra Kimberly er vi forbi Black Bear konservatoren. Vi skal jo have vore trofæer monteret. Det er spændende at se værkstedet, det er meget flot arbejde de laver. Vi får aftalt hvor-
Vejene nordpå er af meget forskellig beskaffenhed, men der er ikke megen trafik, så turen foregår uden problemer.
Vi skal tilbringe de sidste 2 nætter på Tilodi Lodge. Lodgen ligger forenden af endnu en meget lang grusvej. Allerede på vej mod lodgen ser vi mange dyr. Vi skulle have sovet i telte, men en storm har blæst teltene i stykker og vi bliver derfor indkvarteret i helt ny indrettede hytter. Foran Lappaen, hvor reception og restaurant befinder sig er der en stor sø. Dog har tørken gjort at der er knap så meget vand i den som der plejer at være, men der er stadig et mylder af liv, især fugle er der rigtig mange af.
Næste morgen er vi igen tidligt oppe, nationalparken åbner kl. 05.30, og vi har ca. 2 timers kørsel.
Vi ankommer til parken lige da den åbner. John fortæller os at vi skal regne med at se 12 til 15 forskellige pattedyr. Men inden vi kører gennem porten, kommer en gnu forbi, kort tid efter ser vi et vortesvin. Vi møder et andet hold af Amakulus gæster inde i parken. Vi taler lidt med hinanden, men vi kører så vore egne veje. John kender parken rigtig godt, og ved hvor dyrene plejer at opholde sig. Snart har vi et stort næsehorn lige ved siden af bilen. Den ænser os knap nok, og forsætter med at indtage sin morgenmad.
Vi har åbenbart ramt parken på en god dag for vi ser dyr over alt. En stor giraf tyr kommer ud af bushen, han kigger kort på os, og lader sig villigt fotografere. Lidt længere borte ser vi en flok elefanter.
Vi kører nu ned mod den store sø der ligger midt i parken. Her er der et meget rigt dyreliv. Over alt i parken er det forbudt at stå ud af bilen. Men flere steder er der bygget udsigtshuse. Her kan man sidde i ro og mag og se på dyrene. På parkeringspladsen er der en meget tam fugl, det lykkedes næsten Camilla at få den til at spise fra hendes hånd. Fra udsigtshuset ser vi gnuer, red heartebeest, zabraer, vortesvin, flodheste og selvfølgelig en væld af fugle.
John kører os hen til et lille vandhul og her ligger en enlig krokodille og varmer sig i solen. To nilgæs er noget utilfredse med krokodillens tilstedeværelse og mopper den. Nogle andre gæster fortæller os, at en leopard har dræbt et zebra føl og trukket det op i et træ. Nu sidder der en flok løver under træet og venter på at zebraføllet falder ned.
John ved hvilket område vi skal lede i, og det varer ikke længe inden vi finder træet med zebraen. Leoparden er ikke at se nogen steder, men løverne de er der.
Vi fortsætter vor tur rundt i den store park, vi kører op i højderne og har nu en meget flot udsigt. Parken er et stort krater, så der er flade områder, der er bjerge og der er bush land, samt selvfølgelig vand. Der er dog ikke så meget vand som der plejer at være, men regntiden nærmer sig, så det ændrer sig inden så længe.
På et tidspunkt har en stor elefant tyr bestemt sig for at vejen er det bedste sted at være, så vi må pænt holde og vente indtil der behager ham at gå ind i bushen. Igen er vi fremme ved et udsigtshus, vi har set waterbuck i nærheden og fra huset har vi en bedre udsigt. Det viser sig at være rigtigt, en meget flot waterbuck ligger og hviler sig ved vandkanten og et par hunner går lidt derfra.
Her er også flodheste, de ligger ude i vandet og kun lidt af hovederne kan ses. Pludselig ser vi den store elefant tyr igen, han er på vej ned mod vandet. Han har travlt og vi ser hurtigt hvorfor. Fra den anden side kommer en stor flok elefanter, det er hunner med unger, de vil også ned til vandet. Vi sidder længe og ser på elefanterne, der har travlt med at bade.
Det er ved at være varmt, rigtig varmt. John mener ikke at vi har chance for at se meget mere, dyrene søger skygge. Men det er så spændende at vi gerne vil køre rundt lidt endnu.
Vi kører langsomt rundt, vi ser zebra, gnuer, springbukke, impalaer, tessabee, heartebeest vortesvin, m.m., men pludselig springer en stor leopard lige ud foran bilen. John når at bremse, så han rammer den ikke og den forsvinder hurtigt i det lange græs. John mener at vi er meget heldige, det er ikke mange gange han har set leopard.
I en del af parken, hvor der ikke er mange besøgende, ser vi en gepard komme ud af bushen. Den havde vi ikke regnet med at se, da der findes ikke mange af dem i parken.
Den går meget målbevidst ned mod et lille vandhul. Ved vandhullet er der en stor flok hvid ibis. Geparden kigger sig omkring, og går så frem for at drikke. Ibis flokken kan ikke lade geparden være i fred og til sidst må han bare jage lidt med dem. Vi holder længe og beundrer geparden.
Lidt væk fra søen står en lille flok waterbuck, de har set geparden og holder godt øje med den. Da geparden har fået vand nok, går han forsigtig frem mod den lille flok waterbuck, men de har set hvad der er ved og ske og forsvinder.
Vi kan ikke helt glemme zebraføllet som leoparden har slæbt op i træet, vi vil gerne forbi endnu en gang, det kunne jo være at leoparden var i nærheden. Det er nu midt på dagen, og det er varmt.
Vi nærmer os træet med zebraen, og vi kører forbi et område med klipper og mange buske og træer. Pludselig får vi øje på leoparden. Den ligger på en klippe, i skyggen under et træ. Den er godt kamufleret og det var heldigt vi fik øje på den. Den lader sig ikke genere af vor tilstedeværelse og vi har god tid til at filme og fotografere den. Først da der kommer endnu en bil får den nok og forsvinder. Vi har været meget heldige, nu har vi set leopard 2 gange. Nu er muligheden for at se ”The Big Five” på en og samme dag inden for rækkevidde.
Vi har set elefanter, løver, 2 x leopard og mange næsehorn nu mangler vi kun bøflerne. John mener dog det bliver svært, det er ikke ofte bøflerne lader sig se, og med varmen midt på dagen, så ligger de i skyggen inde i den tætte bush.
Det er frokost tid og vi kører hen til parkens eneste restaurant. Den er brændt for ikke så længe siden, så nogle store telte udgør det for køkken og serveringsområde. Området er hegnet med et kraftigt hegn. Elefanterne har åbenbart svært ved at holde sig væk. Vi finder et bord i skyggen under et træ. Snart er vi omgivet af fugle, det er tydeligt at de plejer at blive fodret af gæsterne. Vi skuffer dem ikke, og de får både brød og pommes fritter. Især en flot ”Go Away bird” bliver ihærdigt ved med at tigge.
Vi har i løbet af dagen i Pilanesberg National Park set ikke mindre en 22 forskellige pattedyr, samt et utal af fugle. Bøflerne dem fandt vi aldrig, og nu er tiden inde til at vende næsen hjem mod Tilodi Lodge.
Det er vor sidste aften. Og Africa siger farvel, ved at vise os endnu en af sine meget flotte solnedgange og vi sidder til det bliver mørkt på Tilodis veranda og ser natten komme. Som alle de andre aftener, får vi serveret et meget flot og spændende måltid mad. Denne aften får vi struds. Casper er ikke helt vild med den fremmedartede mad, men har fået forståelsen af, at i aften skal han have oksekød, så han spiser med stort velbehag. Han er lidt slukøret da han får at vide at det var struds, men han må indrømme, at det smagte godt. Under aftensmaden kan vi høre at der er nogle dyr nede ved søen. Det er mørkt, men ved hjælp at en projektør, kan vi se, at både et næsehorn, en flodhest og ikke mindre en fire bøfler er nede ved søen for at slukke tørsten.
Så det lykkedes, vi fik set ”The Big Five” på en og samme dag, bøflerne lod dog vente lidt på sig. Manageren på Tilodi Lodge har arbejdet der i 7 år og i den tid har han kun set bøflerne 4 gange, så vi har været utrolig heldige.
Vi skal op tidligt næste morgen så vi vil også tidligt i seng. På vej ned til hytterne kan vi høre noget rumstere inde i buskene. Vi får en fra personalet til at hente en lygte og han vil så følge os hen til hytterne. Da vi kommer til der hen, ser vi hvem det var der gik og puslede inde i buskene. Mellem John samt Casper og Camillas hytte står et næsehorn, kun få meter fra verandaen. Vi står lidt og kigger på ham, og Camilla er ikke vild med at skulle sove sammen med et næsehorn. Hun får dog at vide at han er et meget fredeligt næsehorn, så der sker ikke noget. Han går også snart sin vej.
Efter 10 dage i Africa har vi lært og stå tidligt op, kl. 5.00 er både Casper og jeg vågne. Lige udenfor hytten, står en ung tessabee tyr, nede ved søen er både impala og springbukke ved at slukke tørsten. Et par fugle er blevet uenige om hvem der har retten til et træ og de skræpper noget op. Da Casper kommer ud af hytten ser han sig godt omkring, det kunne jo være at næsehornet var der endnu.
Så er der afgang mod Johannesburg lufthavn, det vil tage os ca. 5 timer. På vejen stopper vi på et marked for at købe lidt ting med hjem. Her spiser vi også frokost, inden vi kører det sidste stykke mod lufthavnen.
Lige inden vi kommer til lufthavnen, stopper vi på en benzintank. Vi skal have de sidste ting i kufferten. Jeg vil lige checke pas og billetter og opdager her at mit pas er borte. Nu er gode råd dyre. Intet pas, ingen hjemrejse. John ringer straks til den Danske Ambassade i Pretoria. De kan hjælpe, men vi skal komme hurtigt, de lukker om en time. Der er ikke megen trafik i Africa, men her omkring Johannesburg og Pretoria er der, og det er myldretid. Vi kommer frem til ambassaden og jeg får et midlertidigt pas. Hurtigt går turen mod lufthavnen i Johannesburg. Mit eget pas har personalet på Amakulu Safari fundet i mellemtiden, det lå i boksen på værelset. Men Amakulu Safari Lodge er meget langt væk så jeg må rejse hjem på mit midlertidige pas.
Turen hjem til foregår nu uden problemer og det er 4 trætte, men glade africarejsende der lander i Billund dagen efter.
Vi har haft en fantastisk tur, og vi har besluttet at næste år på samme tid, da bliver vi nok nød til at besøge Africa og Amakulu Safari igen.