Main menu
SYD AFRICA 1. til 10. december 2007
SYD AFRICA 1. til 10. december 2007
Allerede inden vi rejste hjem fra Syd Africa sidste år, var vi ikke i tvivl om, at næste års ferie måtte være samme sted. Derfor tog vi kontakt til John så snart vi var hjemme igen, og bookede plads på Amakulu Safari fra 1/12 til 10/12 2007.
Belært af erfaring fra 2006, var det meget begrænset hvad vi medbragte af tøj, den flotte vaskeservice på Amakulu gør at en let oppakning rækker langt. Vi fyldte derfor vore kufferter op med brugt børne-
Den 1/12 var der afgang fra Billund. Vi ankom planmæssigt til Frankfurt og alt gik også fint indtil vi kom ud i gaten og skulle til at gå ombord. Her lagde vi mærke til at flyet blev startet op og så stoppet igen flere gange, vi var godt klar over at et eller andet var galt, og der gik heller ikke lang tid, før vi fik at vide at flyet var defekt og ikke umiddelbart kunne repareres. Alle passagerer skulle derfor overnatte i Frankfurt og først næste dag kl. 10.00 ville vi få yderligere besked, men vi skulle være tilbage i lufthavnen senest kl. 08.00.
Lufthansa fik plads til os alle på Hotel Sheraton lige ved siden af lufthavnen. Vor bagage var jo kommet ombord i flyet, så vi måtte klare os med det vi havde i håndbagagen. Dog blev der udleveret tandbørster til alle. Næste morgen var vi tilbage i lufthavnen til aftalt tid, her fik vi at vide at et andet fly var sat ind og der var afgang kl. 10.00. Nu kunne vi godt regne ud, at vort fly fra Johannesburg til Kimberley var afgået længe inden vi nåede frem, men Lufthansa oplyste at de nok skulle sørge for at vi kom med at andet fly.
Vel ankommet til Johannesburg ved 21 tiden, skulle vi have fat i vor bagage og have ordnet våben papirer. Våbenkontoret var på vor tur i 2006 en sand katastrofe, det tog her flere timer at få papirerne udleveret og vi mistede vor fly til Kimberley. Så det var med stor spænding vi igen stod på våbenkontoret, men denne gang tog det ca. 10 minutter og så var vi udstyret med alle papirer. Vi kontaktede nu Lufthansa for at høre hvornår vi skulle med flyet til Kimberley. Der var ikke flere fly den dag, men vi regnede med at de havde booket os ind på første fly næste dag. Det havde de ikke, vi var først booket til sidst på eftermiddagen dagen efter. Nu så vi endnu en af vore ferie dage forsvinde, og vi fortalte Lufthansa at det var vi ikke helt tilfredse med. Efter lidt snakken frem og tilbage, fandt de plads til os på et fly ved middagstid næste dag. Vi fik oplyst hvilket hotel vi skulle overnatte på i Johannesburg, vi skulle bare gå ud til parkeringen så stod der en bus klar til at køre os til hotellet. Det var nu ved at være midnat, og vi stod 20 til 25 mennesker ude på parkeringspladsen. Der var også en bus, men den var aflåst og der var ingen chauffør. Vi ventede i næsten en time og der skete stadig intet, Lufthansa var ikke til stede, men til sidst fik vi da selv ringet til hotellet og de fik sendt en chauffør ud før at hente os.
Næste dag gik turen til Kimberley uden problemer og John afhentede os i lufthavnen.
Endelig kunne ferien begynde vi var ”kun” 24 timer forsinket. Vel ankommet til Amakulu Safari startede vi med at kontrolskyde vor riffel. Den var i orden, så vi var klar til at gå på jagt. Allerede samme aften var vi klar, der skulle skydes sjakaler, hvis vi altså kunne finde dem. Efter aftensmaden, var vi klar på bilen. Hetties sønner havde et par kammerater på besøg og alle 4 knægte var med. Sammen med Sam styrede de projektørerne. Der var rigtig mange øjne i natten, men det var mest fra springharer. Drengene påstod at den kunne fange en springhare ved at løbe den op.
Det troede vi ikke rigtig på, så vi satte 50 rand på højkant til den første af knægtene som fangede en springhare. Nu var der underholdning til alle. Drengene spurtede efter harerne og Sam hjalp dem ved at følge haren med projektøren. Men det var ikke let, springharerne vandt hver gang, men endelig lykkedes det, de fangede en hare og kunne inkassere deres belønning. Haren blev sat fri igen, en erfaring rigere. Vi havde en god tur ude i natten, vi så kun en sjakal og inden jeg fik hold på den i kikkertsigtet var den væk igen.
Næste morgen skulle vi være klar kl. 05.00, nu skulle vi på jagt. John kørte os til Willen på Bonnie Vale. Michael ville gerne skyde Kudu, og det skulle der være gode muligheder for der. Jeg ville gerne skyde nogle af de mindre antiloper, så vi var spændt på hvad dagen
ville bringe. På Bonnie Vale drives der også løvejagt, så vi skulle ind og jage der hvor løverne var. Vi var kun lige ankommet da løvernes tilstedeværelse var synlig, i løbet af natten havde de gået på vejen. Vi fik ret hurtigt øje på en duiker, den stod højt på min ønskeliste, så jagten gik i gang. Vi fik hurtig kontakt og skydestokken blev sat op. Nu var det bare at vente til den kom fri af nogle buske. John så straks at det var en høj opsats, men hornene var lidt skæve. Det var ok for mig og jeg lod skuddet gå. Duikeren gik ned med det samme. Væk springer i det samme endnu en duiker med opsats. Det var mærkeligt, 2 hanner går sædvanligvis ikke sammen. Vi gik nu hen for at se på min duiker og det var et flot dyr med et godt trofæ, opsatsen var ca. 4,5 inches. Den blev lagt op til fotografering og vi fik taget nogle gode billeder. Da Sam brækkede den, sagde Hetties søn; ”jamen det er jo en hun du har skudt”. Pjat sagde både John, Sam og Willen, det er kun hanner der har horn.
Knægten blev ved med at påstå at det var en hun, og vi måtte give ham ret. Og ikke nok med det, den var også drægtig, og fostret var næsten klar til at blive født. Det var ikke meningen at skyde en hun, men da den havde en flot opsats, var der ingen mistanke om at noget var galt. Det var lidt af en biologisk sensation så vi har besluttet at få den fuldt monteret.
Vi fortsatte nu længere ind i løvernes område, vil ville meget gerne have dem lokaliseret inden vi begyndte at jage kudu. Denne morgen fandt vi dem uden de store problemer, de lå i et forholdsvis åbent område og nød livet. De 10 store hanløver skulle behandles med stor respekt, da vi helt sikkert stod på deres menukort. Vi beundrede dem derfor på behørig afstand og da de begyndte at bevæge sig mod bilen, kørte vi væk. Vi fortsatte vor søgen efter kudu, og da vi nåede til et område langt væk fra løverne, fik vi øje på en flok kuduer der stod oppe på en bjergryg. Michael fik fat i riflen og pürschen begyndte. Kuduerne anede hurtig uråd, de forsvandt ned fra bjerget og gik ud på et stort fladt område og gemte sig i den tætte busch. Michael og John fulgte efter, Sam og jeg
blev siddende oppe på bjerget. I nogle timer, kunne vi nu følge jægernes pürsch efter kuduerne. De var tit ganske tæt på, men bushen var så tæt at de ikke kunne se dyrene. Kun fordi Sam og jeg sad så højt oppe kunne vi følge både kuduer samt John og Michael. Til sidst forsvandt kuduerne helt og jagten måtte opgives. Willen kom med bilen og samlede os alle op. Det gav en vis tryghed at sidde på bilen igen, løverne havde vi alle haft i baghovedet hele tiden.
Efter et velfortjent morgenmåltid indtaget ude i bushen, kørte vi nu til et andet område på Bonnie Vales 10000 ha store område. I ugerne op til vor ankomst havde det regnet ganske meget så bushen var meget smuk. Græsset var frisk og grønt og der var blomster over alt. Det var et flot syn og vi nød at bevæge os rundt i denne smukke natur. Det varede ikke længe inden vi fik øje på nogle meget flotte hvide blesbukke. Michael fik riflen og igen var jagten i gang. Dyrene var lidt urolige og jagede rundt med hinanden. Først så det ud til at de ville forlade området, men så vendte den rigtige blesbok rundt og kom inden for skud hold. Nu var det bare at vente på at den stod stille. Men den blev ved med at løbe rundt. Et højt fløjt fik den dog til at stoppe så Michael kunne afgive skud. Den var ramt perfekt og gik ned i skuddet. Det viste sig at være en overordentlig flot blesbok. Som Willen sagde, ”God gave him 12”. Her refererede han til de 12 ringe på hvert horn, disse ringe svarede til 12 inches. Dertil skulle lægges det sidste stykke, så han var noget over 16 inches, altså en flot guldmedalje.
Vi var nu nået næsten frem til middag og vi besluttede os for at vende næsen hjemad. Vi var sultne og vi viste jo at en flot frokost ventede os hjemme på Amakulu. 1. formiddag på jagt havde givet hver af os et flot trofæ. Kudu var det ikke blevet til, men der er jo
også en grund til at den kaldes for ”Africas grå spøgelse”, man fornemmer at den er i nærheden, men ser den kun i flygtige glimt.
Efter en lille middagslur var vi klar. Vi skulle igen på kudu jagt på Bonnie Vale, men på vejen der over kørte vi gennem Fairy Dale, her fik vi øje på en flok brune blesbukke. De var på min ønskeliste, så jeg fik riflen gjort klar og jagten gik i gang. Efter en kort pürsch fik vi os anbragt bag nogle lave buske med god udsigt ud over de åbner område dyrene gik i.
Der var to flotte handyr, vi ventede lidt inden de begyndte at bevæge sig ud til venstre for os. Den ene stoppede op, jeg var klar med riflen og trykkede af. Jeg fik sat kuglen lidt langt tilbage og dyret tog flugten. Vi fandt den dog små 100 meter fra skudstedet. Den havde sat sig, og jeg kunne afgive endnu et skud. Dette fik den til at flygte igen, men kun ganske kort. Nu kom vi så tæt på at jeg kunne afgive fangstskud. Endnu en gang viste afrikas dyr sig at være meget skudstærke.
Da det var varmt her midt på eftermiddagen, sørgede John for at blesbukken blev afhentet og vi fortsatte videre til Bonnie Vale. Vi fandt løverne, hvor vi sidst havde set dem om formiddagen og vi indledte nu vor jagt på kuduerne. Efter et stykke tid så vi dem og endnu en gang begyndte John, Sam og Michael jagten. Ubevæbnet og med løverne i tankerne, blev jeg på bilen sammen med Willen. Vi kørte lidt rundt på må og få og så her rigtig mange dyr. Flere gange var vi forbi løverne da Willen ville være helt sikker på hvor de befandt sig i forhold til jægerne. Kudu jagten fortsatte, uden held, til solen gik ned. Næste morgen gjaldt det kuduen igen, men inden jagten startede skulle vi finde løverne. Men det viste sig at blive et problem, vi kørte rundt i næsten 3 timer, men så ikke skyggen
af hverken løver eller kuduer. Vi besluttede os for at ændre taktik og kørte derfor til en helt anden del af Bonnie Vale for at prøve jagtlykken der. Der var ingen morgenmad før vi havde nedlagt et dyr, så nu begav vi os ud i bushen. Vi så zebra, kudu, impala og oryx, men lige pludselig stod der en stenbok ikke langt fra os. Den havde ikke opdaget os, og gik stille rundt og åd. Da vi fik skydestokken sat op, gik den om bag en busk og lagde sig ned. John og jeg krøb nu lidt nærmere og var igen klar til skud. John lavede lidt støj, men det tog stenbukken ingen notits af, men blev liggende. Endelig rejste den sig og jeg kunne lade skuddet gå, den var ramt godt og gik ned med det samme. Nu kunne vi endelig få serveret morgenmaden.
Med maverne fulde kunne vi nu fortsætte dagens jagt. Vi havde flere gange været efter struds, men hver eneste gang havde de fornemmet at noget var galt og var løbet væk. Nu ville vi prøve igen. Vi pürschede rundt længe og vi så rigtig mange dyr. Der var et
par meget flotte giraffer, der var oryx og blue wilderbeast. Ud af bushen kom et par grise, riflen skiftede hænder, men Michael fik ikke chance til skud før de var væk igen. Det var ved at være meget varmt og det nærmede sig lunch tid. Men så var strudsen der,
den stod lige midt i det hele. Op med riflen, afgive skud og strudsen gik ned. Men skuddet sad lidt dårligt, så der måtte afgives endnu et skud. Det sad som det skulle, men strudsen gav sig ikke. Et 3. skud gjorde det endeligt af med den. Nu kunne vi med god samvittighed køre hjem og spise lunch det havde været en helt fantastisk morgen.
Efter en god frokost og en lille lur var vi klar igen. Vi skulle ikke jage kudu hos løverne, da Willen ikke var helt tryg ved, at vi ikke havde haft kontakt med dem om morgenen, han ville bruge eftermiddagen på at finde dem. Vi fik senere at vide at han fandt dem. De havde drevet en kudu op i hegnet og lå nu og slog mave efter et stort måltid mad. Willen kunne nu bruge eftermiddagen på at reparere hegnet som løverne havde ødelagt.
Vi besluttede os for at jage på Fairy Dale. Der havde vi jaget mange dage i 2006 og vi synes begge to rigtig godt om området. Vi ville begge gerne skyde springbok så det var dem vi koncentrerede os om denne eftermiddag. Vi havde flere gange kontakt med en
flok, men de forsvandt for os. Der var ikke længe til solnedgang da Michael og Sam ser et par bukke og sætter efter dem. John og jeg bliver tilbage, vi får tiden til at gå med at kigge på en stor flok black wilderbeest som klovner rundt så støvet står ud til alle sider. Efter et stykke tid hører vi et enkelt skud, vi hopper på bilen og kører i den retning hvor skuddet kom fra. Vi finder hurtigt Sam og Michael og det viser sig at Michael har skudt en meget flot Kalahari springbok.
Endnu en spændende dag i Africa er slut. Næste morgen er vi tidlig ude. Vi skal igen jage kudu hos løverne. Vi finder umiddelbart ikke løverne, men spotter hurtigt de 5 kudu tyre som vi nu har jaget i flere omgange. John og Michael springer af bilen og sætter efter kuduerne som er på vej op over et bjerg. Da de er forsvundet i bushen griber Sam den anden riffel og sætter efter dem. Willen og jeg bliver på bilen, vi vil forsøge at finde løverne. Fra bilen ser vi kuduerne oppe på bjergsiden og ikke længe efter kommer Michael og John også op ad bjerget. Vi kører om på den anden side af bjerget for at se om vi kan finde løverne der. Vi kører lidt rundt, men ingen løver nogen steder. Pludselig er der en flok kuduer lige foran bilen, først tror vi at det er dem som Michael og John jager og som igen har snydt dem. Men næsten i det samme hører vi et skud og ser nu John og Michael oppe på toppen af bjerget. Der bliver skudt igen. John melder over radioen til os, at Michael har skudt en kudu, nu skal den bare findes. Vi kan nu se at Sam også er nået op på toppen af bjerget. Sam finder hurtigt kuduen. Der er en kort stund lidt tvivl om der er skudt til en eller to kuduer. Lige efter at første skud er afgivet ser de en kudu samme sted, og i den tro at første skud var en forbier skyder Michael igen. Det viste sig at være et andet dyr, så det var heldigt at han ikke ramte med skud nummer 2. Vi kører nu bilen så tæt på kuduen som muligt, men den er forendt oppe på bjergsiden.
Willen vil hente flere folk til at hjælpe med at bære den ned. I den tid han er væk går vi andre længere op på bjerget, vi er ikke helt trygge ved at være i nærheden af kuduen når vi ikke ved hvor løverne er. Da Willen kommer tilbage med flere hænder får vi båret kuduen ned til bilen.
Nu er næste punkt på programmet et velfortjent morgenmåltid.
Kuduen bliver afhentet af Siam og vi fortsætter jagten. Willen synes vi skal prøve området omkring en sø. Han fortæller os at vi kan gå mellem søen og dæmningen. Vi kan godt se at der går rigtig mange dyr i området så vi følger hans råd. Men da vi kommer frem viser det sig, at der er så meget vand i søen og det er meget svært at færdes i området. Heldigvis har John sin lille multikniv med og den bliver nu flittig brugt til at save grene væk så vi kan pürsche os længere frem i terrænet. Vi sidder længe på dæmningen. Michael vil gerne skyde impala, men det skal være en god en. Jeg vil stadig gerne skyde springbok. Dyrene er ganske tæt på os, vi ser impalaer, men der er ingen store bukke. Vi ser også waterbuck, blesbok, zebra og springbok. Endelig kommer der en god springbok frem, jeg lægger riflen op og gør klar til skud. Han skal lige komme fri af en busk og et par andre dyr. Jeg lader skuddet gå, men intet sker ud over at alle dyrene flygter, det var et forbi skud.
Samme eftermiddag er vi tilbage igen, vi kører lidt rundt på må og få. Vi ser en struds der ligger på rede, hun flygter dog da hun ser os. Vi går hen for at se nærmere på reden. Flere æg er kolde og har ligget længe uden for reden, vi samler dem op og tager dem med hjem. John skal dog lige teste styrken på et strudseæg og stiller sig op på et af dem. Ægget holder.
Himlen bliver nu helt sort og vi kan høre torden i det fjerne, men dagen er ved at være slut så lidt regn kan ikke genere os
ret meget. Med et ser vi et par grise. Michael griber riflen og vi sætter i retning af grisene. Nu begynder det at regne og i det samme ser vi grisene igen. Den ene er en rigtig stor orne. Michael er klar med riflen og da han kommer fri af nogle buske går skuddet. Grisen går ned med det samme. I silende regn vender vi næsen hjem mod Amakulu. Regnen stilner dog hurtigt af og inden vi når hjem,
klarer det op igen. Michael ville gerne skyde baboon, men vi har ikke set nogle. Men nu er de der og der er en stor han i flokken. Frem med riflen, baboonen sidder højt oppe på en klippe bag nogle buske, men der kan afgives skud. Michael skyder, men forbi. Baboonen
slap med skrækken i denne omgang.
Vi har stadig lidt dagslys så jeg får chancen for at prøve lykken med en springbok på Amakulu. Vi ser et fint handyr der står for sig selv ude i et åbent område. Sam og jeg begiver os af sted. Da der ingen dækning er, må vi kravle. Det er hårdt ved knæ og hænder, men skidt med det. Sam får os på flotteste vis bragt på skudhold af springbukken. Men endnu en gang kan jeg ikke ramme, skuddet går langt forbi. Nu tror jeg at det er slut da dyret er flygtet ud over et stort åbent område. Men nej, Sam sætter efter den, han er allerede på vej kravlende på alle fire. Der er langt hen til næste busk, noget over 300 meter, det er kun at bide tænderne sammen og følge efter Sam. (Først en uge efter vor hjemkomst får jeg den sidste torn pillet ud af knæet) Endnu en gang viser Sam hvor dygtig han er og får mig bragt frem til en lille gruppe buske hvorfra vi igen har kontakt med springbukken. Først ser det ud som om den går væk fra os, men så vender den om og kommer direkte mod os. Da den er ca. 80 meter fra os, gør jeg klar til skud.
Springbukken står helt stille med siden til, det her kan ikke gå galt, men det er åbenbart ikke godt nok, for endnu en gang skyder jeg forbi, Sam ryster på hovdet og tror ikke sine egne øjne, så meget hårdt arbejde og så skyder jeg forbi. John og Michael kommer forbi med bilen og samler os op, mit humør er på nul punktet. Jeg er ikke nogen skarpskytte, men så dårligt er jeg heller ikke til at skyde, men lige nu går det bare slet ikke.
Heldigvis viser Africa os en af sine meget flotte solnedgange, så dagen slutter godt alligevel.
Næste morgen, vores sidste jagtdag i denne omgang, og vi skal jage på en anden farm, hvor vi ikke før har været. Den ligger næsten lige ved siden af Bonnie Vale. En af stedets ansatte møder os ved porten. Jeg vil gerne skyde gris, så det er det vi vil koncentrere os om. Gutten der er med os, siger at et par grise altid holder til ved foden af en lille bakke. Og ganske rigtig, fra toppen af bakken ser vi grisene nede i bushen. Michael og Sam bliver oppe på toppen så de har det store overblik. John og jeg forsøger at pürsche os lidt nærmere på grisene. Det lykkes fint og jeg får skydestokken sat op og riflen lagt klar. Nu skal grisen bare være fri. Vi venter længe, men så er den der. Jeg lader skuddet gå, det går lige i jorden mellem grisens ben. Den flygter selvfølgelig i stor fart. Jeg er kommet i noget af en krise med hensyn til min skydning, men vi fortsætter jagten. Vi kører rundt længe, men igen trækker et uvejr ind over os. Først tror vi at det driver over, men så kommer regnen. Vi kan godt se at jagten er slut for en tid, så vi vender bilen og kører hjem over. Meget hurtigt bliver vejene til floder og alt er oversvømmet.
Efter frokost og en middagslur skal vi prøve lykken med afskydnings heartebeest på Amakulu. Michael og jeg havde efter frokost været oppe på bjerget på Amakulu og her set hartebeest. Derfor begiver vi os af sted til fods fra lodgen. Jorden er meget våd og fedtet efter den megen regn. Vi går over et bjerg og ind i en kløft, nu har vi heartebeest foran os. Med den skydning jeg har vist de sidste par dage, så skal vi meget tættere på. Og hvor vi befinder os, er der kun en mulighed og det er ned og kravle i det røde mudder. Vi maver os forsigtig frem. Dyrene aner ikke uråd og har lagt sig. Der er en stor tyr, flere køer med kalve og nogle ungdyr. Det er et af ungdyrene vi er efter. Vi står længe og er klar. Men dyrene ligger og hviler sig. Vi hører at det pusler bag os og der kommer Safari. Men han er også blevet vor tro følgesvend og har sovet middagslur med os hver eneste dag. Han ville ikke efterlades hjemme så han har fulgt vort spor hele vejen over bjerget og gennem kløften. Safari er vældig stolt af sig selv og sætter sig pænt ned.
Endelig rejser dyret sig og jeg kan skyde. Men jeg kan ikke få trykket af, jeg har skudt så dårligt flere gange, så nu er det svært. Men et par dybe indåndinger, ro på og et let aftræk, så skulle den være der. Og heldigvis, denne gang laver jeg et perfekt skud og dyret går ret ned. De andre dyr i flokken forstår ikke rigtig hvad der er sket, så de bliver hvor de er, de løber lidt rundt mellem hinanden, men kan ikke finde ud af hvad der skete. Vi bliver stille stående og efter et stykke tid trækker de resterende dyr stille væk.
Michael skulle også gerne nedlægge en heartebeest så vi fortsætter vor jagt på Amakulu. Vi flytter os dog til en anden del af
farmen. Vi finder hurtigt nogle dyr og jagten startes. Vi går stille gennem bushen, men vi kan ikke rigtig komme på skudhold. Vi skal også passe meget på for der er mange andre dyr i området. En flok zebraer flygter, en giraf kommer forbi og hele tiden ser
vi glimt af hartebeest. Nu varer det ikke længe inden at det bliver mørkt, så nu skal det snart være. Og så står den der, en stor kalv, der står og kigger lige hen mod os. Michael har riflen oppe og skyder. Det ser ud som om dyret flygter mod venstre så
vi går med dyret den vej. Der tog vi dog fejl, dyret ligger hvor der var skudt til det.
Vi får dyret læsset på bilen, nu er det ved at være mørkt. Vi ser godt at der er lidt vand på vejen. Men det skulle ikke betyde noget, det er vel en 4-
Det var vor sidste jagt dag i Africa i denne omgang, vi har også i denne omgang haft en hel utrolig oplevelse på Amakulu.
Endnu en gang skal John, Hettie samt hele staben på Amakulu have en kæmpe stor tak for de gode oplevelser de giver os, vi glæder os til at vende tilbage igen.
Mange hilsner
Michael & Annette