Main menu
SYD AFRIKA 28. november til 8. december 2008
SYD AFRIKA 28. november til 8. december 2008
Ferien 2008 skulle ikke gå til Syd Afrika. Men da hele familien gerne ville på ferie sammen, var det Afrika der stod øverst på ønskesedlen hos flertallet, så Afrika blev det igen. Vi var så heldige at Cecilia, Bosse, Elin og Hannes, gode venner fra Sverige, lovede at passe hele vort menageri, (hunde, heste, krondyr og høns) under den tid vi var væk. Michaels mor og far lovede også at flytte ind, de skulle passe telefon og regnskaber. Nu kunne vi alle, 11 personer i alt, tage på familie tur til Afrika med god samvittighed. Denne gang bestilte vi vore flybilletter over nettet, det var nemt, men pas på, der er store prisforskelle selv på de samme afgange.
”Supersaver” kom med den bedste pris. Vi skulle flyve fra Kastrup, via London Heathrow og derfra til Johannesburg. Vi har tidligere fløjet med Lufthansa, men denne gang var det SAS / South African Airlines. Rejsen ned og hjem var en fornøjelse, alle fly afgik og ankom til tiden, god mad, men vigtigst af alt, der var god benplads i flyveren. Skal vi til Afrika igen, bliver det helt sikkert med South African Airlines.
I 2007 medbragte vi kun en smule skiftetøj, da vaskeservicen på Amakulu er helt i top. Vi fyldte derfor igen vore kufferter op med brugt børne-
Vi tog med DSB fra Vejle til Kastrup Lufthavn. Vi lavede et lille ”kiks” da vi checkede ind. Sørens kuffert med ammunition kom med den almindelige bagage. Sammen med damen fra check-
På grund af den gode plads i flyet, ankom vi friske og udhvilede til Johannesburg næste morgen. John, Hettie og Anders var der for at tage i mod. Våbenformaliteterne gik igen helt uden problemer og vi var hurtigt ude fra lufthavnen. Vor bagage blev læsset på Amakulu bilerne og vi andre steg ombord i bussen der skulle køre os rundt i Soweto Township. Vi havde alle hørt om Soweto, en millionby bestående af blikskure. Soweto har dog været igennem en stor forandring og nogle bydele består nu af meget flotte huse med haveanlæg. Det første man ser når man ankommer til Soweto er byens vartegn ”Soweto Twin Towers” eller resterne af et kulkraftværk. Tårnene er malet i glade farver og kan ses på lang afstand. Guiden ville helst vise os den pæne del af Soweto, men vi fik da set lidt af bagsiden også.
Danske børn, (vi medbragte 5), med eget værelse, mærketøj, mobiltelefon og Ipod har godt af at se, at ikke alle er lige så forkælede som dem.
Den værste slum så vi ved bredden af en lod. Her var det ikke en gang blevet til blikskure, men kun til en vakkelvoren konstruktion dækket med plast og gamle tæpper, som gav ly for vind og vejr. En stor flok grise gik frit rundt mellem slumhytterne. Vi tilbragte en kort stund på Apartheid Museet, en imponerende fremvisning af Syd Afrikas knap så pæne fortid. Men museet gør nok mest indtryk på de der har levet under apartheid. Det var et besøg værd, men det er absolut ikke pæne ting der bliver vist frem.
Nu var vi ved at være lidt brugte efter den lange rejse, og vi blev hentet af John i Amakulu bilerne. Turen kunne fortsætte til det ”Guest house” hvor vi skulle overnatte de to næste nætter.
Næste dag skulle vi besøge Pilanesberg National Park. 4 af os havde besøgt parken tidligere, og vi vidste hvilken stor oplevelse der ventede. Parken åbner ved solopgang, så vi holdt klar ved porten kl. 05.30. Billetdamen havde sovet over sig, (det tog hun nu ikke så tungt) så vi kom alle til at vente en halv times tid inden hun indfandt sig. Vi var fordelt i to biler, men valgte at køre sammen dagen igennem. Meget hurtigt så vi de første dyr, det var en flok impala hunner der varmede sig i morgen solen. Lidt efter så vi to hvide næsehorn, de var endnu ikke stået op, men lå under et træ og hyggede sig.
Parken er et stort vulkansk krater med store søer, åbne sletter, tæt bush og bjerge. Der bor mange farlige dyr, så som løver, bøfler, flodheste, leoparder m.m. i parken, derfor er det forbudt at stå ud af bilerne udenfor de anviste serviceområder. Der er på flere steder bygget udsigtshuse, hvor man kan sidde og nyde dyrene.
Især huset ved den store sø, er et længere besøg værd. Her spiste vi vor medbragte morgenmad med udsigt til, isfugle, en varan, gæs, zebraer, wildebeest, en lille krokodille og mange farvestrålende fugle.
Vi forsatte vor tur rundt i parken. Vi fik øje på en elefant langt inde i bushen. Den ene bil blev holdende for at holde øje med elefanten og vi andre fortsatte lidt længere frem, for at se om vi kunne få bedre udsyn til elefanten der. Vi begav os dog hurtigt tilbage til den anden bil, da det viste sig at være, ikke en elefant, men en stor flok. 22 dyr i alt og de havde kurs lige mod os. Dyrene kom langsomt nærmere, der var en nyfødt unge med i flokken, den holdt fast i sin mors hale med snablen. De store dyr gik nu rundt lige ved siden af bilerne, vi kiggede på dem og de kiggede på os. Efter en stund begav hele flokken af elefanter sig langsomt af sted og de forsvandt igen i den tætte bush. Dette var et absolut højdepunkt på dagen.
Vi kørte videre og så mange forskellige dyr, der var waterbuck hunner med kalve, giraffer, red hartebeest, vortesvin, mange impalaer, steenbuck, flodheste, zebraer, wildebeest, tessebee og mange mange flere. Løver, leopard og bøfler holdt vi godt udkig efter hele tiden, men vi fandt dem ikke. Midt i parken ligger der et samlings-
Da vi skulle videre, var baghjulet på den ene bil fladt, men efter et hurtigt hjulskifte var vi igen på vej rundt i parken.
Vi så dagen igennem rigtig mange næsehorn, men det var alle hvide næsehorn. Der findes også sorte næsehorn i parken, men de holdt sig for sig selv den dag vi var på besøg.
Midt på eftermiddagen sagde vi farvel til Pilanesberg og kørte hen og besøgte markedet. Her kan man købe alt lige fra solbriller til isbjørne skind (hvordan det så end er endt i Syd Afrika). Det som havde den største interesse var de mange flotte træskærer arbejder. Skulle man have pladsen, var det muligt at købe en glasfiber elefant i naturlig størrelse.
Vi vendte nu tilbage til vores ”guest house” og inden vi skulle på restaurant ”Mike´s” for at spise aftensmad, var der tid til en velfortjent tur i poolen. Næste dag skulle vi køre til Kimberley, en lang tur så vi besluttede os for at gå tidligt i seng og så komme af sted når solen stod op næste morgen. Om natten oplevede vi et rigtig kraftig Afrikansk tordenvejr.
Turen mod Kimberley startede i regnvejr, men det holdt dog hurtigt op igen. Da vi nærmede os Johannesburg kunne vi se, at der var en meget lang kø, John og Anders var hurtige og fik vendt bilerne og vi fandt en anden vej. Det viste sig at være et større trafikuheld, som helt havde stoppet trafikken. Vi var nu på lidt ukendte veje og på en eller anden måde havnede vi inde midt i morgen myldertrafikken i Johannesburg. Det kunne tage timer med at holde i kø, så igen blev
der foretaget en u-
Midt på eftermiddagen ankom vi til Amakulu Safari Lodge, hele personalet stod klar for at byde os velkommen. Cheeree havde lunchen klar og vi var alle meget sultne. Straks efter lunch begav vi os, sammen med Mark, ud til skydebanen for at kontrolskyde vore rifler. Vi var 6 personer der skulle jage med to rifler, og alle
måtte vise deres færdigheder på skydebanen. Da vi kørte hjem fra skydebanen, så vi en stor skildpadde ved siden af vejen. Annemette skulle prøve at løfte den op, men som tak tissede skildpadden på hende.
Inden aftensmaden havde vi lidt tid til at finde os til rette på Amakulu. Børnene hoppede straks i poolen. Hettie havde sørget for at der var sat 5 senge ind i suiten, så alle børnene kunne bo sammen, det ville de meget gerne. Da det begyndte at blive mørkt samledes vi omkring bålet ved lapaen, nu skulle næste dags aktiviteter planlægges. 6 mand ville gerne på jagt og Camilla samt Casper ville gerne kigge med. Hanne og mor ville sove længe. Lotte fik også, trods protester, lov til at sove længe, hun havde haft mange tidlige morgener.
Næste morgen var vi klar, kl. 05.00. Søren, Annemette og Birgitte kørte med John og Sam til Lians farm. Far, Michael, Casper, Camilla, Mark, Lian og jeg kørte til en anden farm. Her mødtes vi med Reno, han havde ben som en flodhest og blev kaldt for ”Rhino”. På p-
Vi hoppede over i Renos bil, det var en rigtig gammel sag, men en fin jagtvogn, det bedste var, når han skulle dreje. Da måtte han dreje rattet næsten en hel omgang inden der skete noget, det var ratslør der ville noget. Vi var på udkig efter springbuck eller impala. Vi kørte lidt rundt, og efter et stykke tid, opdagede vi, at der langt ude gik springbukke. Vi steg af bilen og begyndte jagten. Mark var dygtig og fik os på fint hold af springbukkene.
Der var en meget flot buk i flokken. Jeg var klar med riflen i skydestokken meget længe, men springbucken var aldrig fri, enten var der andre dyr i nærheden af ham, eller også var der en gren eller busk i vejen. Springbukkene trak langsomt væk. I det samme kommer en flok impala til syne. Jeg overlader riflen til far. Vi står lidt oppe på en bjergside og har dyrene under os. Igen samme problem, det er ikke muligt at afgive skud. Mark og far pürscher sig forsigtig efter impalerne, men de forsvinder i den tætte bush. Jægerne vender tilbage til os andre. I det samme kommer impalaerne igen. Nu er det muligt at afgive skud. Op med riflen og et godt skud senere havde far en flot impala.
Vi fik lagt impalaen op til fotografering og senere blev den læsset på bilen. Nu gik turen hjem mod Amakulu og morgenmaden. Vi var ikke de eneste der havde
haft held med jagten. I slagtehuset ventede de andre på os. Birgitte havde også nedlagt en flot impala. Det var hendes første Afrikanske Trofæ, så hun måtte
affinde sig med at få smurt blod ud i hele ansigtet. Det var i det hele tagetførste gang Birgitte nedlagte noget, så hun var meget glad. Hun havde ramt impalaen godt og den var død inden den ramte jorden. Nu var der to stolte impala jægere, farfar og barnebarn, der kunne sætte sig til bordet og indtage en kombineret morgenmad og lunch.
Efter maden valgte nogen at boltre sig i poolen, andre (de lidt ældre) at få en lille lur. Da vi mødtes igen, klar til eftermiddagens jagt, var tunge skyer trukket sammen og det lynede og tordnede. Vi begav os dog af sted, men da vi kom frem til Renos farm begyndte det at regne kraftigt. De andre jægere var kørt over til Liam. Vi kunne høre over radioen, at de vendte om, regnen var for kraftig. Vi valgte at vente en stund i håbet om at det hurtigt trak væk. Men vi måtte give op, regnen bare stod ned og vi vendte hjem til Amakulu. Her var der overskyet, men dog tørt. Den anden gruppe jægere havde derfor fortsat jagten på Amakulu. Vi affandt os med vejret og hyggede os i lodgen. Sidst på eftermiddagen blev vi bedt om at gå til slagtehuset. Da vi kom derop så vi at Annemette havde haft heldet med sig, hun havde skudt en flot oryx. En gammel tyr, den havde næsten ingen tænder i munden. Det var Annemettes første trofæ, så hun gik også rundt med blod i hele ansigtet.
Næste morgen stod den igen på jagt. Alle 5 børn havde valgt at blive hjemme for at sove længe og ellers bade hele dagen. Vi andre begav os over til Fairydale. Her delte vi os op i to grupper. Søren ville gerne skyde en Hartmanns Zebra. Han kørte af sted med Liam og Mark. Michael og jeg tog med John og Sam. Vi var på udkig efter blesbuck, waterbuck og springbuck. Først kørte vi lidt rundt, senere gik vi. Vi så springbukke flere gange, men de snød os. På vor vej rundt fik vi kontakt med den gruppe zebra som Søren, Mark og Liam ledte efter. Vi fik kontakt til dem og fortalte dem hvor vi havde set zebraerne. Vi jagede videre, vi havde nu kontakt med en waterbuck. Først kravlede vi over det ene bjerg så over det næste, men waterbucken var væk. Michael og John besteg endnu et lille bjerg, men den bagdel de havde set i det fjerne, tilhørte en hun, tyren var borte. Vi hørte skud langt borte, senere kom det over radioen at Søren havde fået sin Hartmanns Zebra, en fin gammel hingst. Nu fik vi øje på to flotte springbukke der lå ude i det åbne, de fik dog også øje på os og forsvandt. Vi pürschede efter dem og fik kontakt, men i det samme kom der en bil og væk var springbukkene. Det var Søren, Mark og Liam der kørte rundt. Vi mødtes til en kop kaffe, men begav os hurtigt ud på jagt igen. Nu fik vi øje på nogle blesbukke. Riflen gik over til Michael. John og Michael kom på skudhold, men desværre ramte kuglen ikke. Blesbukkene løb dog ikke langt væk, så næste skud kunne snart afgives. Det var bedre og Michael havde nu fået sin Blesbuck.
Det var nu langt op ad formiddagen, så det var på tide at vende næsen hjem ad. Vi fortsatte jagten om eftermiddagen, men heldet var ikke rigtig med os. Vi forsøgte mange gange, men kom aldrig på skudhold.
Næste dag stod der Kimberley, Big hole og shopping på programmet. Michael og jeg havde set Big Hole, og vi valgte derfor at bruge hele dagen på jagt. Vi var klar til afgang kl. 05.00. Kursen blev sat mod Fairydale, nu ville vi koncentrere os om waterbuck og eland. Vi kørte lidt rundt og fandt hurtigt flokken med eland. Vi forsøgte at pürsche os ind på skudhold, men dyrene var meget urolige og forsvandt. Vi holdt en kort kaffepause og nu besluttede vi os for at ændre taktik. Midt i kaffepausen ser Mark en jakal der kommer løbende. Han spørger om jeg vil skyde den. Den er ca. 100 meter ude, det er kun en stor unge og den løber alt hvad den kan. Jeg siger nej tak. Jeg kan ikke ramme den alligevel. Mark lægger sin riffel til skulderen følger jakalen og rammer plet. Nu er det ikke længere Mark vi har med på jagt, men ”Lucky Luke”, manden der er hurtigere end sin egen skygge. Men nu gjaldt det waterbuck. Vi kørte ud til den anden ende af farmen, steg af bilen og alle mand kravlede op på et højt bjerg. Herfra havde vi en fin udsigt over hele området. Der gik en lille stund, så havde Sam spottet waterbukke. De gik langt borte. John, Mark og Michael kravlede ned fra bjerget igen. Sam og jeg blev på toppen, herfra kunne vi følge med i det hele. Vi så de 3 jægere en enkelt gang på vej gennem bushen. Waterbuck hunnerne forsvandt hurtigt ud af syne, men tyren ham kunne vi se hele tiden. Der gik meget lang tid, men endelig kom skuddet. Vi kunne se at waterbukken var ramt og han forsvandt ud af syne. Sam og jeg kom ned fra bjerget og kom frem til de andre. Michael havde nedlagt en meget flot waterbuck. Målebåndet kom frem, waterbukken var 30”, altså 2” over Rowland Ward.
Den blev straks lagt op til fotografering. Sam sørgede for at den blev brækket med det samme. Der gik kun få minutter, så var der fyldt med sommerfugle omkring os. De gav sig til at drikke det blod der var løbet ud på jorden. Det var varmt, meget varmt og vi fik hurtigt læsset waterbukken og turen gik mod Amakulu.
Vi indtog, glade og tilfredse, en kombineret morgenmad og frokost. Det blev nu lidt overskyet og vi blev enige om at starte eftermiddagens jagt omkring kl. 15.00. Denne gang gik turen til farmen på østsiden af Amakulu. Nu ville vi jage eland. Allerede på vejen ud mod farmen så vi en stor flok eland. Nu havde vi da en ide om hvor de var. Vi steg af bilen og begav os på vej. Vi fik øje på en lille flok, men de var langt borte og der var både wildebeest og en kæmpe flok oryx mellem os og elanden. Vi fik os dog forsigtigt sneget hen til en lille gruppe træer i en grøft. Vinden drillede os, men vi blev siddende. Langsomt fik vi først gruppen af wildebeest væk og nu kom oryxen mod os. Vi var bange for at de ville blive skræmte når de fik fært af os, men de kiggede kun i vores retning, men tog det ellers roligt. De var klar over at vi var der, men de gik stille forbi. Nu var der kun den lille gruppe eland tilbage. Og der var en rigtig fin tyr imellem. Vi ventede længe, men de nærmede sig langsomt. Vi troede at de ville passere os på højre side, men pludselig gik det stærkt, de satte i trav og var nu meget tæt på, men på vores venstre side. Op med riflen, de var så tæt på, at der kun var eland skind i kikkertsigtet. John havde fortalt mig, at jeg ikke måtte ramme skulderbladet, da kuglen i så fald ikke ville have den store effekt. Jeg lod skuddet gå og ramte den perfekt. Den gik ca. 50 meter, men var så hurtig forendt. Jeg vidste godt at en eland er stor, men det var alligevel overvældende at komme helt hen til den, det er et enormt kødbjerg. Vi havde nu en kæmpe opgave foran os, vi skulle have ca. 700 kg dyr op på bilen. Selv med trækspillet krævede det alle mands kræfter at få dyret op. Det var en glad flok jægere der vendte næsen mod Amakulu. Vi kaldte de andre over radioen og de stod klar til at tage imod os da vi kom frem til slagtehuset. Børnene havde været med Lian på ridetur i bushen. De kom hjem lige da vi ankom. Nu blev elanden hejst op, og var den ikke stor før, så virkede den rigtig stor nu.
Hjemme på Amakulu havde Big Mamma og Cheeree brugt hele dagen på at lave ”black pot” til os. Vi var nogle få stykker der viste hvad der skulle ske, men resten ventede spændt på hvordan maden ville blive serveret. Birgitte havde rigtig fået mod på at gå på jagt og hun ønskede at skyde en Blue wildebeest. Så næste morgen var der afgang kl. 05.00. Alle var med. Især Charlotte glædede sig, hun havde endnu ikke været med på jagt om morgenen. Vi sneg os af sted og efter en kort tur gennem bushen så vi det vi ledte efter. Der var for langt ud til dyret så vi måtte tættere på. Det kom vi, det var stadig et langt skud, men Birgitte gjorde sig klar til at skyde. Skuddet gik, det ramte det kunne tydeligt høres på kugleslaget og det kunne også ses på dyret, men det forsvandt. Sam, Josef og John begyndte nu at lede. Efter ca. 500 meter fandt Sam to små dråber blod. Han fulgte sporet, men måtte give op da to flokke med dyr havde blandet sig. John kaldte Amakulu og bad om forstærkning. Snart var 4 mand til hest på vej ud til os. Jeg havde videofilmet da Birgitte skød, og vi kunne nu se, at dyret havde stået mere med fronten mod os end vi nok havde regnet med. Birgitte havde holdt sigtet det rigtige sted, men på grund af vinklen var skuddet med stor sandsynlighed gået bag ud mod maven. Mark kom også ud til os i ”Bushpiggen”. Vi var nu rigtig mange der ledte efter den anskudte wildebeest, men uden held. Det blev rigtig varmt og vi kørte tilbage til Amakulu for at få noget at spise. Efter et kort hvil var vi igen klar og vi begav os endnu en gang over til Fairydale for at lede efter Birgittes wildebeest. Vi fortsatte til det blev mørkt, men fandt den ikke. Wildebeesten blev fundet død 3 uger senere.
Om aftenen skulle vi fejre Johns fødselsdag. Søren og Anders havde brugt eftermiddagen som kransekagebagere, men de havde ikke haft den store succes. Den marcipanmasse de havde at arbejde med, var ikke lavet af mandler, men af sukker. Så snart deres fintrullede kransekageringe kom ind i ovnen, blev de til klatkager. De måtte opgive projektet, men vi fik nogle gode kokoskager i stedet. Hettie havde bildt John ind, at vi alle skulle ind til byen for at spise. Han kom derfor kørende i bussen for at hente os alle. Men vi skulle ingen steder, alle var blot samlet for at ønske John tillykke. Cheeree havde endnu en gang
kreeret en helt fantastisk middag og vi nød alle denne aften på Amakulu.
Lørdag morgen, før alle andre stod op, gik Michael og jeg en tur op på bjerget ved lodgen. Safari havde sovet hos os om natten, så han ville elvfølgelig med på morgentur. Det var en dejlig morgen og vi så både kudu og impala. Da vi gik tilbage mod lodgen, lå der en slange midt på stien. Safari opdagede den ikke og han gik lige hen over den. Heldigvis skete der ikke noget. Vi fik fat på Safari og gik væk fra slangen. Den havde dog fået nok af os og forsvandt ned i et hul i jorden. Vi fortalte Anders og Mark om slangen, da den ikke er rar at have så tæt på lodgen. Men inden vi nåede at vise dem hvor slangen havde været, var den død. Den var kommet ind i lodgen og havde gemt sig bag en skraldespand. Den blev straks aflivet, men det viste sig dog at være en af de mindre farlige slanger.
Lørdag var også den dag løverne bliver fodret. Det ville vi ikke gå glip af, især børnene glædede sig meget. Nok også fordi de havde hørt at der var løveunger der måtte klappes. Løveungerne var ca. 3 mdr. gamle, de var utrolig kære, men lugtede fælt. Vi havde to år tidligere jaget på løvefarmen. Her havde vi hørt løverne brøle. Men i dag var de tavse, de ventede bare på at få noget at spise. Der var også et bur med vervet monkies. De blev meget aktive da der var gulerødder i farvandet.
Kødet var gjort klar og vi begav os ud til indhegningerne med de voksne løver. Der blev hældt et vitaminpulver over kødet. En løvinde brød sig åbenbart ikke om vitaminer for hun tog kødet og vaskede pulveret af i vandtruget inden hun åd det. En stor hanløve forsøgte det samme, men den kødluns han havde fat i var så stor, at han ikke kunne få det ned i vandkarret. Han forsøgte længe, men gav så op.
Efter besøget hos løverne skulle vi på game drive på farmen. Vi var så stor en gruppe, at vi fik vort eget køretøj. Det er en flot farm med mange forskellige dyr. Men vi håbede meget på at finde bøflerne, dem havde vi endnu ikke set nogen af. Det var som om at bøflerne vidste det, for en stor flok kom næsten helt hen til bilen. Det er et imponerende dyr, de har et meget intens blik der får dem til at se meget bistre ud. Især den store tyr var flot, han havde styr på flokken og tog det helt roligt selv om vi var så tæt på. Efter en tid sammen med bøflerne kørte vi videre. Snart mødte vi en flot sabel og en roan antilope.
Sidste aften i Afrika skal bruges på jagt og nye oplevelser. Cheeree pakkede aftensmaden i coolbokse og vi begav os ud på nattesafari. Vi skulle over på Pete´s farm. Vi når lige et besøg hos hans krokodiller inden vi begiver os ud i bushen. Vi havde fordelt os i 3 biler og der skulle jages springbuck, steenbuck, duiker,
vortesvin, jakal og hulepindsvin. Anders er chauffør på ”bushpiggen” og vi har også Sam med. Vi forlader vildthegnet og kører ud til et stort åbent område der normalt kun bliver brugt til afgræsning for kvæg. Vi ser springbuck, men den er væk med det samme. Sam får øje på et par grise. Af bilen og af sted efter dem, vi kommer på skudhold, men det viser sig at være et par helt unge grise og vi lader dem gå. Vi kører videre og nu ser Sam en Steenbuck. Sådan en ønsker Anders at skyde, han vil dog først være sikker på at det er et godt trofæ. Det er det og Anders låner vor riffel. Sam og Anders sniger sig af sted efter Steenbucken. Det varer ikke længe så lyder der et skud. Anders har fået sit ønskede trofæ.
Nu er det blevet mørkt og Sam finder lygten frem. Vi kører forsigtigt frem i terrænet og ser mange øjne i natten. Så er jakalen der. Michael får hurtigt riflen op og skyder. Vi kan alle se at jakalen er ramt og den ligger da også forendt da vi når der hen. Det var en stor unge. Der er nogle huller i jorden i nærheden og det ser ud til at endnu en jakal er ramt, da der ligger lidt blod ved hullet.Vi mødes med de andre to biler. Nu skal vi have noget at spise. Der bliver samlet brænde og snart har vi gang i et fint bål. Det er en stille og stjerneklar aften og vi nyder alle at side ude i den Afrikanske nat og nyde vores aftensmad. Der er god tid til at høre om de andres oplevelser. Søren har også haft heldet med sig. Han har skudt en flot springbuck. Da han skød sin zebra, glemte Mark at smøre blod i ansigtet på ham, men nu skal det være. Da han tillige med har skudt syd Afrikas nationaldyr, må han også spise et stykke varmt råt lever. Egentlig siger traditionen at det er testiklerne han skal spise, men han fik lov til at nøjes med leveren. Vi skulle rejse hjem næste dag, så bålet blev slukket og vi vendte hjem til Amakulu.
Søndag er afrejse dag, men der er tid til en sidste game drive på Amakulu.
Far ville meget gerne skyde et vortesvin så far, John og Sam tog på grise jagt. Alle vi andre kørte med Mark på game drive. Det var en fin morgen og vi så mange dyr. Lemurerne sad og varmede sig i morgensolen og passede meget på at vi ikke kom for tæt på.
Der var kommet mange nye dyrebørn til verden i løbet af de sidste par dage, og vi så en helt nyfødt hartebeest og springbuck kalv.
Far og John vendte hjem fra jagt, de havde set mange grise, men ikke en som var afskudsbar. Vi begyndte at pakke vore kufferter da vi skulle køre mod lufthavnen lige over middag. Cheeree havde lavet en stor søndagsfrokost til os. Børnene badede i poolen en sidste gang. I løbet af ugen har poolen været det helt store samlingspunkt. Enhver ledig stund er brugt på leg og badning. Annemette, Birgitte, Charlotte, Casper, Camilla, Roan, Henko og Anders har plasket rundt som nogle gale.Det har været en evig kamp at holde solcreme på kroppen af alle, men vi klarede os uden de helt slemme solskoldninger.
Vi har hele ugen haft selskab af 2 firebenede venner. Safari kendte vi fra tidligere, han er en tro følgesvend og elsker at ligge i en af stolene på verandaen og
få sig en lille lur. Mark og Cheeree havde lige fået en lille hund. Den var navnløs da vi først mødte den, men inden vi rejste var det blevet til Mayday. Vi har selv
haft en Mayday, der desværre døde meget ung. Hun var en helt speciel hund, så det er godt at vide at hun nu har en navnesøster i Afrika. Mayday skal være jagthund så der er mange ting hun skal lære. Det er hårdt og hun tog sig en tiltrængt lur en gang i mellem.
Lige inden afgang søndag, opdagede John, at en af hestene ikke havde det godt, og vi måtte hjælpe den på benene igen, samt holde den i gang til dyrlægen nåede frem. Hvorfor bliver heste altid syge på en søndag? Alle var trætte af at ferien var slut, men sådan er det, alle ferier har en ende. Det meste af personalet var mødt op i lapaen for at sige farvel. De som passede hesten, kørte vi forbi på vej mod lufthavnen og fik derved sagt farvel til alle.
Vi fik checket ind i Kimberley og flyet satte kurs mod Johannesburg. Vi fik endnu et glimt af Amakulu Safari Lodge, da flyet fløj lige hen over farmen.
Hjemturen gik uden nogen form for problemer. Vi sov næsten hele vej til London. Da vi landede i London fik vi at vide at der havde været problemer med bagagebåndet i Johannesburg, det var derfor ikke sikkert at alle kufferter var med hjem. Det tog vi helt roligt, så slap vi for at bære så meget bagage til og fra toget. Vi ankom planmæssigt til Kastrup, og var nu alligevel noget spændte på det med bagagen. Men det gik fint, alt kom bortset fra Birgittes kuffert og de to kufferter der indeholdt vore rifler. Vi fik lavet en rapport over de manglende ting og kunne nu begive os ud på rejsens sidste etape. Rifler og kuffert blev leveret på vor hjemadresse 2 dage senere.
Det var 11 trætte, men glade og veltilfredse Afrika rejsende der ankom til Vejle Banegård sidst på dagen.
Vi vil alle gerne sige tak til hele staben på Amakulu for endnu en uge fyldt med gode oplevelser. Det har været en uforglemmelig tur for os. Det er første gang at vi alle 11 har haft mulighed for at rejse sammen og denne tur har givet os alle minder for livet.
Mange hilsner
Laursen klanen